Two Strike (Nomkahpa)
Som han blev husket af (Ohiyesa) Charles Alexander Eastman

“Det er synd at så mange indianske navne, er blevet så dårligt oversat, så betydningen af deres navne kun har en svag sammenligning med det oprindelige .
F.eks er der navnet “Young Man Afraid of His Horses” Navnet betyder ikke at manden er bange for heste. Langt fra. “Den unge mand frygter sine heste”, underforstået, at når denne kriger gik til angreb på fjenden, var det ultimativt til døden og fjenden vidste dette.

Navnet Tashunke Witco, eller Crazy Horse, som de hvide oversatte det til, har en poetisk lighed. Denne Leder blev sammenlignet med en vild og utæmmet hest. Fuldstændig uvillig til personligt ejerskab. Ekstrem i kamp og totalt ligeglad med fare. Men navnet betyder egentlig “ham/den med de skøre heste”
Two Strike var et navn, der var forpligtende. Han havde opnået navnet under et krigstogt imod Ute-stammen. Her havde han slået to fjender af hesten. Den korrekte oversættelse af hans navn Nomkahpa ville derfor være “Ham Der puffede To af Hesten”. Two Strike.

Jeg kendte ham ganske godt og tilbragte mange behagelige timer i hans selskab. Både i Washington DC. og i hans hjem i Rosebud reservatet.
Dette jeg her skriver, er heller ikke kun fra hans egen mund, da han var alt for beskeden til at tale med sig selv. Men jeg har fået den bekræftiget af ham , som værende sandheden.
Han fortalte at han var født i nærheden af Republican River og at hans første erindringer om sin barndom, var et angreb på hans folk og deres lejr ved Little Pine River, begået af Shoshone (Ute)-stammen.
De første hvide mænd han så som ganske ung, var hvide handelsmænd og dette møde stod stadig meget klart i hans erindringer, for som han sagde” De (hvide handelsmænd) gjorde min far syg”. Underforstået, de havde drukket ham fuld. Dette gjorde så stort indtryk på Two Strike, at han fra den dag af, så med stor skepsis på den hvide mands “Mystiske Vand” Whisky..
Two Strike var ingen stor mand men han var kompakt af bygning og adræt som en antilope. Havde altid et glimt i øjet og et intelligent ansigt, der selvom det var temmelig brysk, altid lyste op i et smil, når han talte og kun forbedrede indtrykket af ham.

På nogle områder var han ganske vild og han var lynende intelligent. Han var hverken svigfuld eller ond og han havde en stor sans for ære og forpligtigelse. Patriotismen levede og åndede han for og den optog det meste af hans voksne liv.Som ung mand, var Two Strike yderst beskeden og til og med utroligt genert. Det til trods for at både hans far og hans bedstefar, var store velansete ledere.
Jeg har kun ganske få begivenheder fra denne periode, men han var efter sigende en ekspert til at tilride vilde heste. Jeg forsøgte gennem længere tid at presse oplysninger ud af ham og fik ham tilsidst til at indrømme, at der havde været masser af episoder i denne periode, men ingen, der var værd at tale om. Dette fortalte han mig, under et ophold i Washington DC. hvor Sioux-nationen havde en delegation og vi tilbragte en aften sammen på hotelværelset.
“Hvorfor fortæller du ikke historien om dengang du og en gammel bøffelko holdt din gamle far stangen, så han næsten frøs ihjel, spurgte Hollow Horn Bear, der også var i delegationen?
Alle lo og en anden forsatte, “ du skulle hellere fortælle medicinmanden (undertegnede) om dengang du første gang skulle kurtisere en pige og mistede stemmens brug. Allo lo højt igen og selv om Two Strike næsten var i firserne, kunne jeg se at episoden de talte om, stadig kunne gøre ham pinligt berørt. “Jeg har holdt min sti ren, sagde han og jeg har opnået det med livet som jeg ville. Og så blev historien om bøflen fortalt.
Den gamle høvding, Two Strikes far, var umådeligt glad for bøffeljagt og selvom Two Strike dengang ikke var så robust bygget forsøgte han alligevel at efterligne sin far mht. ridefærdigheder, skydefærdigheder og jagtfærdigheder i enhver henseende. Som enhver anden far, forsøgte den ældre at lære den yngre at bliver perfekt til disse ting og en dag udfordrede han sønnen til “en pil til at dræbe” på den næste bøffeljagt.

Det blev midtvinter og spejderne havde opdaget en stor flok bøfler. Jægerne samledes ved daggry og forberedte sig til jagt. den gamle høvding havde sadlet sin jagthest med en blød pudeligende indiansk sadel og hans gamle jagthest, var blevet efterset og remmene efterspændt. En enkelt pil med metalspids, var blevet nøje udvalgt til den forestående “En pil til at dræbe jagt”. Den ældre høvding justerede et bundt skæreknive, der hang i et bælte omkring hans eneste beklædningsgenstand, en gammel bøffelkåbe. Han bar hverken jagtskjorte eller eller jakke, til trods for at det var bidende koldt.
Two Strike medbragte sin favoritbue samt sin lynhurtige pony, der måske stod ham endnu nærmere, end selv hans bedste ven.
Alle jægerne sad sammenbøjet på deres heste, på en lige linie, som skulle de i krig:
Bagerst stod de gamle mænd og de yngste drenge, der skulle hjælpe til, når byttet skulle transporteres hjem.. "Hukahey!" råbte lederen af jagttogtet. "Yekiya wo!" (Go) svarede mændene og alle kastede deres heste fremad, som starten på et væddeløb.

Sammenkrøbne, tæt indhyllet i deres kåber, kastede jægerne sig nu ud i jagten, imens de nøje holdt øje med den ledende hjord af bøfler og forsøgte ad udskille de fedeste af dem da de var jagtens hovedmål.
Two Strikes far kom en smule for hurtigt afsted. Hans hest, der var trænet til denne form for jagt behøvede hverken ordrer eller retningslinier. Uden at bruge tøjlerne én eneste gang fik faren sin hest ind midt i den løbende flok af bøfler. Two Strike kom halsende bagefter, da hans hest havde stejlet og bukket af utålmodighed. Så han havde kun lige nået at se sin far spurte afsted, før sneen rejste sig som en sky efter ham og skjulte alt for hans øjne.
Råbene fra jægerne, brølene fra bøflerne, det frygtindgydende syn, når hanbøflerne pløjede sig igennem sneen, eller pludselig stod bómstille, gjorde et stort indtryk på den unge Two Strike, at den ellers prøvede dreng, blev ubeslutsom og ikke kunne udvælge sig et bytte. Derfor var han nu kommet længere og længere ind i flokken og befandt sig nu, hjælpeløst, i midten, ude af stand til at affyre sit ene velrettede skyd. Han beholdte pilen i munden og forsøgte nu at få skilt flokken i to, så han kunne komme i sikkerhed og få affyret sin pil.
Endelig delte flokken sig og han kom fri. Han fik udskilt to fede bisonkøer fra og begyndte nu at arbejde sig i stilling til sit skud, da endnu en rytter dukkede op på den anden side af dyrene. Dette gjorde at drengen skulle skynde sig så ikke denne jæger ville gøre krav på begge bøfler. Han så sin chance og affyrede sin pil, der gik tværs igennem dyret og sendte det hovedkuls i jorden. Nu opdagede den unge jæger, at det var hans far, der var dukket opi sneen på den anden side af dyrene og som havde haft de samme problemer som han selv.

Da Two Strike havde affyret sin pil imod den ene bøffel, havde hans far sat sig hujende efter den anden for at få ram på den. Da han kom op på siden af den og spændte sin bue, skete det værste af alle ting. Hans hest trådte i et et grævlingehul og kastede rytteren til jorden.
Den rædselsslagende bisonko vendte sig nu om, for at gå til angreb på farens hest, som den stangede ihjel. Faren blev liggende livløs i græsset og Two Strike løb frem for at påråbe sig bøflens opmærksomhed. Den kikkede knapt nok på ham, men blev i stedet ophidset stående vagt ved den døde hest og den nu frysende jæger.
Da det var en jagt med kun én pil, var drengen nu nødt til at tænke hurtigt. Faren kåbe var blevet flået af ham under faldet og han lå nu og frøs kraftigt, som han lå der og spillede død, næsten nøgen. Drengen sprang tilbage til den allerede døde bison og trak den enlige pil ud af kroppen på den. Så hastede han tilbage og sendte pilen ind i den ophidsede bison og den faldt til jorden. “Jagten med en pil” var nu pludselig endt med at være “ En pil til at dræbe to bøfler” Ved den efterfølgende festivitas, var det naturligvis Two Strike, der var festens midtpunkt.

I gamle dage var det skik bland Sioux nationerne, at de unge mænd ikke havde omgang med unge piger før de var rede til at blive gift. Det var mere reglen end undtagelsen, at man også havde opnået et víst ry i kamp så vel som i jagt. Specielt hos sønnerne af fremtrædende, højtrangerende krigere og ledere. Dette før man overhovedet havde tænkt på at kurtisere det andet køn. Mange risikerede liv og lemmer i de dage, for at opnå disse hædersbevisninger.Kurtisering var ingen hemmilighed, mere en social begivenhed, der ofte blev fejret af de stolte forældre med en stor fest og gaver til de som havde mindre. Denne etikette blev så fra sidelinien, fulgt af en genert eller sky ungersvend, der måtte så uendeligt meget igennem for at få sine giftemålsønsker opfyldt.

Two Strike, der var både søn og barnebarn af en høvding kunne ikke leve på disses omdømme. Ikke blot skulle han ære og respekterer deres gerninger, han skulle også opbygge sit eget ry. Og det gjorde han godt Han havde nået den giftefærdige alder men havde tilsyneladende ikke travlt med at blive gift. Men hans forældre var begyndt at se efter en acceptabel svigerdatter og var derfor begyndt at samle gaver sammen. Ponier,bøffelkåber,mad og andre respektable gaver, der skulle gives væk, når dagen kom. Nu og da stak de godmodigt til sønnen men det havde ikke nogen synderlig effekt.
Hvad forældrene ikke vidste var, at Two Strike igennem længere tid havde haft en del indre konflikter. Den stolte unge mand ville gerne giftes. Men- Denne frygtede kriger og jæger, der både havde nedlagt bøfler,bjergløver og grizzly bjørne. Som havde fået de eftertragtede ørnefjer i et slag imod Ute-stammen, var simpelthen så genert at han ikke kunne tale med en pige uden at gå totalt i baglås.
Til sidst blev det hans far for meget og han appelerede til sin søn: Det er din pligt at gifte dig, så vores families historie kan gå i en lige linie, som den har gået fra din bedstefar til mig. Der er adskillige familier i vores landsby, der har vist stor interesse for at få dig som svigersøn. Two Strike blev ganske forfærdet over disse ord og han havde absolut ikke lyst til, at stammens ældre skulle finde ham en brud. Når sandheden skulle frem så havde han allerede udvalgt sin brud. Han havde simpelthen været for genert, til at kurtiserer hende.

Den næste morgen, efter et usædvanligt langt morgenbad, tog Two Strike sin bedste hest og red op på et højdedrag, i nærheden af lejren hvor han kunne overvåge den sti pigerne brugte, når de hentede vand. Det var fra dette sted, at de unge mænd gjorde deres første tilnærmelser til deres udkårne og hvis de var heldige nok, kunne de udveksle få, generte ord med hinanden. Two Strike havde besluttet, at nu var tiden inde og straks han fik øje på sin udkårne gik han hende i møde og stillede sig i vejen for hende. Der gik et stykke tid hvor ingen af dem sagde et ord. Pigen smugkikkede på ham men kom ikke med nogen opfordringer. Two Strike stod som fastfrosset og havde det som om hans tænder klaprede i munden på ham og han kunne ikke få et ord frem. Pigen kikkede igen op på ham og noterede sig den unge mands anstrengte udtryk i ansigtet og troede han var blevet syg.
Til sidst gav han nogle spage lyde fra sig og det fik pigen til at forlade ham. Hun optrådte meget sympatisk og da hun ikke vidste hvad hun skulle sige, forlod hun ham i stedet.

Den unge Two Strike var så flov over sin egen opførsel, at hans første tanke var at tage livet af sig selv af ren og skær skam. Han troede at han for altid havde vanæret sig selv og helt havde ødelagt sine chancer for at få pigen han elskede. det lykkedes imidlertid for ham at overvinde sin skam og øjebliks svaghed og gøre et nyt forsøg på at vinde pigens hjerte.
Og det lykkedes. Denne historie kom først frem mange år senere og blev fortalt med stor morskab af de gamle mænd.

Two Strike var mere kendt bland sine egne end blandt de hvide. Mest fordi han var mere en, der kæmpede alene frem for at lade sig lede af andre i slagets gang. Han fik sit navn under et bagholdsangreb på nogle krigere fra Ute-stammen i Colorado. Sioux-krigerne anså disse Ute-krigere for at være blandt de mest noble modstandere blandt deres fjender og angrebet bølgede frem og tilbage i lang tid og så ud til at kunne gå til begge sider. Først blev Sioux krigerne trængt tilbage, så var det Ute-krigernes tur og i den sidste ende, var det en hest, der var blevet skudt ned under en Ute-kriger, der gjorde udfaldet.
Ute-krigeren faldt til jorden men blev reddet op på en anden hest af en kammerat.
Two Strike optog forfølgelsen af dem begge med sin krigskølle hævet. Han indhentede dem og slog dem begge af hesten med ét slag af køllen. Deraf kommer hans navn.

tilbage til Eastman
tilbage til ledere/krigere
tilbage til nativeamericans.dk