 |
|
American Horse. (Som han blev husket af Charles Alexander Eastman Ohiyesa) "En af de mest visionære og skarpsindige af Sioux-lederne var American Horse. Navnet og positionen var arvet fra en onkel, der faldt i en træfning ved Slim Buttes i 1876. Den yngre American Horse, var født lidt før de hvides indtrængen på Siouxfolkets land, blev mere kon- stant og aggressiv. Hans tidlige manddomsår, bragte ham ind i en af de mest prøvende og kritiske perio- der i Siouxfolkets historie. Han blev oplært af en anden onkel, da hans far var blevet dræbt under et slag allerede da American Horse, var spæd. American Horses afdeling af stammen, var indgående tilknyttet til en handelsstation og dens medlemmer, i konsekvens heraf, var tvunget til at være på venskabelig fod med de hvide. En politik,der indgående blev fulgt af deres leder. Da han blev født, sagde hans bedstefar" Læg ham ud i solen. Lad ham anmode sin tip- tip-oldefar Solen, om det hede blod fra en kriger. -Og han fik varmt krigerblod. Han var en genial mand,der holdt af under- holdning og spænding. Han var konstant på spring, til at hoppe ind på arenaen og overtage føreringen og han var i konstant søgen, efter udfordringer. Tidligt i livet, var han en klovneagtig dreng, blandt de andre drenge---ekspert i mimik og som imitator. Dette talent gjorde ham utrolig populær og på sin vis, en leder. Han var et naturtalent som skuespiller og han viste allerede i en tidlig alder, markante evner som taler. Da American Horse var omkring ti år gammel, blev han angrebet af tre Crow-indianere, da han førte en flok heste ned for at vande dem. Ved denne lejlighed, viste han sin medfødte listighed og sit initiativ. Hans mor, var efter angrebet på lejren, blevet desperat af fortvivlelse, idet hun troede at han var blevet dræbt under angrebet eller taget til fange. Da han til alles store overraskelse dukkede op igen, da angrebet var ovre, spurgte de ham hvordan han havde båret sig ad og han svarede; Jeg regnede med at de ikke ville spilde tiden med småvildt, når der var større bytte i sigte. På et tidspunkt, sent i hans teenageår, blev han inviteret på en jagttur. Under denne jagttur insisterede han på at ride på et muldyr, for på denne måde at få et større udbytte. (Et muldyr kunne jo slæbe mere kød end en hest! ) Muldyret satte tilsyneladende ikke pris på denne udvælgelse, for det begyndte at opføre sig fuldstændigt ukontrollabelt, da jagten var ovre og byttet skulle slæbes hjem. Det begyndte at sparke bagud og hop- pede og dansede, for til sidst at styrte af sted, mens den smed kød og huder efter sig, til stor morskab for resten af jagtholdet. Igen kom American Horses evner som skuespiller ham til hjælp, idet han højlydt proklamerede, at mul- dyrets opførsel var hans eget ønske. Samtidig klamrede han sig til dyrets bagende og sang Brave Heart sange af fuld hals. Til sidst gik hele selskabet i opløsning af grin, men frem for at skulle indrømme at han havde tabt, pralede han af sine ridefærdigheder og erklærede at hans "Broder" muldyret, ville få enhver fjende til at flygte og at han og den i fællesskab skulle have lov til at lede et angreb på deres fjender. En aften, adskillige år efter, gik American Horse en aften , meget tidligt i seng. Han havde været ude på en to dages ridetur, på udkik efter fjender, uden dog at spotte nogen. Desværre skete der det, at lejren blev angrebet selv samme nat, af en afdeling Crow- indianere. Han vågnede, temmelig søvndrukken og forvirret af larmen i lejren udenfor. Han sprang ud af teltet stadig søvnig og omtumlet, for at deltage i kampen. Det var tåget og han kunne knap se noget. Alle reagerede på hans stemme, og søgte mod stedet hvor han stod, da han havde affyret et skud og proklamerede et "coup" som skik var. Da de nåede frem, fandt de i stedet for en død fjende,en hest der humpede rundt med en kugle i benet. Lejren brød sammen af grin og han fik aldrig lov til at glemme den- ne episode. Tværtimod! Selv om han flere gange siden, førte sig frem med stor frygtløshed i kamp, lykke- des det ham aldrig at slippe for at blive mindet om denne fadæse. Det blev fortalt om ham, at han en gang , sammen med en flok unge mænd, foretog et krigstogt i området omkring Wind River, hvor Shoshoni- stammen boede. Til sidst, efter lang tids søgen, fandt de endelig en stor lejr. Da de selv var ganske få, gemte de sig og håbede at de kunne overraske en mindre afdeling af fjendens jægere. Imens de ventede, slap deres mad op. Samme dag det skete fik de øje på en lille isoleret afdeling jægere og gjorde sig parate til kamp. Da de gjorde det, fik American Horse øje på et dådyr, der græssede, tæt på det sted de havde udvalgt, til deres bagholdsangreb. Ude af stand til at modstå fristelsen, satte han en pil på buestrengen og sendte den lige i hjertet på dyret. Hans venner kastede sig over det endnu spræ- lende dyr og en af dem blev sendt til jorden af dyrets sitrende ben. De skar det op og åd leveren rå, som det nogen gange var skik. Efter et par mundfulde hver, løb de atter op på bakken og råbte fjenden an. Der bliver stadig fortalt historier om hvordan American Horse kunne jage, spise og lave bagholdsangreb, på én gang. En anden gang sad han og tørrede sin fjerprydelse ( Warbonnet ) og andet helligt udstyr, over en sagte ild. Disse ting havde overordentlig stor betydning og blev derfor behandlet med stor respekt og ærbødig- hed af indianerne. Pludselig blussede ilden op og vores helt, der tilsyneladende havde haft sine tanker andetsteds, begyndte nu febrilsk at slå ilden ud af sin fjerprydelse.Så energisk var han, at en af de påsatte horn, faldt af. Man kunne fylde en hel bog om American Horse og de gange, han på lignende måde kom galt af sted. Jeg vil her fortælle en anden historie--og med hans egne ord--så godt jeg husker dem. " Vi var det flotteste optog af unge krigere, på vej på togt, vores stamme nogen sinde havde sendt mod vores nedarvede fjender.Det var højsommer. Efter to dages ridt, begyndte vi at sende spejdere ud. De red om natten, på udkik, hvorpå hovedstyrken fulgte efter dem ved daggry. En aften blev den store krigspibe rakt over til mig og en anden ung kriger ved navn Young-Man-Afraid- Of-His-Horses, som tegn på at det var vores tur, til at tage den natlige tur. Ved daggry -og uden at vi havde set nogen fjender, gemte vi vores heste og kravlede op på en nærlig- gende bakketop, for at sondere terrænet. Det var meget varmt den dag og vi lå fladt på jorden på vores tæpper. Skråningen vi var kravlet op ad, var overdækket med cedartræer og buskads og vi havde fundet en smule skygge. Vi spejdede ud mod vest, efter tegn på liv i landskabet, der bredte sig for vores øjne og havde stukket græs i håret, for at camouflere os. De omkringliggende dale var overdækket med små prikker, der ved nærmere eftersyn viste sig, at være små hjorde af bøfler og mindre hjorde af elge. Nu og da- så vi skyg- gen af en prærieulv, der luskede rundt ude i horisonten, på vej hjem efter nattens jagt. Imens vi lå der, hørte jeg pludselig en lyd bag mig og jeg vendte hovedet langsomt.--Og stivnede.!! "Løb" skreg jeg ind i øret på min ven og vi rejste os hurtigere end nogensinde. Jeg tog en dyb indånding og satte slutspurten ind. Kastede mig desperat omkring det nærmeste træ, men fordi jorden, lige netop der, var opblødt af regnvand, endte mit spring nærmest i en saltomortale, hvor jeg røg på hovedet den ene vej og bjørnen forsatte den anden vej. Selv om jeg blev temmelig fortumlet, da jeg landede, fik jeg dog samlet mig så meget sammen, at jeg kun- ne komme op i et træ og i sikkerhed, før bjørnen angreb igen. Nu var den nemlig rigtig rasende. I faldet havde hans lab, lige netop strejfet min ryg og skåret mit bælte over i to. Nu bar bjørnen min ene- ste beklædningsdel som et sejrstrofæ. Young-Man-Afraid-Of-His-Horses, som i mellemtiden havde bragt sig i sikkerhed i et andet træ, lo hjertligt af min forfatning og da bjørnen fandt ud af, at den ikke fik fat i nogen af os, trak den sig modvilligt tilbage. Men først efter at jeg havde henvendt mig høfligt til den og fortalt den at jeg ville ofre en gave til dens sjæl, fordi jeg nåede i sikkerhed. Jeg tror ikke jeg nogensinde har været tættere på døden, konkluderede han." Gennem de turbulente tider fra 1865-1877, var American Horse fortaler for, at føje den amerikanske regering på alle måder. Han troede fuldt og fast på, at al modstand var nyttesløst. Han blev ikke aner- kendt som leder, før i 1876, da han overtog embedet efter en onkel. Op til den dag bar han navnet Manishnee (Can Not Walk-or Played out). Da en større afdeling af Lakota-Sioux ankommer til det reservat, ved Red Cloud agenturet, (nær Fort Robinson, Nebraska) allierer han sig med det samme, med de mere fredlige elementer. Tidligt i året 1876, opstod der et rygte om, at adskillige afdelinger af stammen var ved at bryde ud af reservatet og drage bort. Deres leder, var efter sigende en mand, der af de hvide for nemhedens skyld, blev kaldt Sioux-Jim. American Horse opsøgte ham og forsøgte sig som fredsmægler, men måtte tage derfra med uforrettet sag og fornærmelser om "At han var en kvinde og ikke en kriger". Sioux-Jim, ville end ikke tale med ham. American Horse tog nu tilbage til sit eget folk og fortalte der sine krigere hvad han havde måtte finde sig i. Han følte at Sioux-Jims handlinger, for han var fjentlig, ville bringe ulykker ned over dem alle. Derfor måtte Sioux-Jim straffes og sættes på plads. American Horse tog nu tilbage til Sioux-Jim. Denne gang med et stort antal krigere med sig. I den kritiske periode op til dette mord, viste American Horse sin indflydelse og energi, mere end nogen sinde før. Specielt i sager, der vedrørte den amerikanske regering. Fra da af (mordet på C.H), var han en villig og ivrig deltager i alle sager vedrørende Teton-Sioux. Igen gjorde han sig bemærket med sin veltalenhed, der næsten altid var forsonende. Dog kunne han være temmelig skrap i sine udtalelser, når det gjaldt de hvides falske måde at være på. Han var ydstyret med ekstremt gode manerer og var en sand mester i kvikke svar. Jeg erindrer ham sige"At hvis en indianer skulle have gyldne morgensko på, for at komme ind i de hvides himmel, var der ALDRIG en indianer, der slap ind.--For de hvide havde overtaget Black Hills og dermed al guldet. Det var i de sidste store opgør for sit folk, han viste sin storhed som menneske. Tiden omkring 1890- 91, hvor den store indianske Messiah Movement (Ghost-Dance bevægelsen) greb indianerne, med rasende vildskab.Imens mange af hans venner blev grebet af bevægelsen og dens tanker, tog American Horse afstand fra den og anbefalede sit folk, at gøre det samme. Men da bevægelsen syn- tes at gribe flere og flere nationer, fik han et andet syn på den og blev mere positivt stemt. Men han dan- sede stadig ikke. Inden længe blev alle der ikke dansede Ghost-Dance beordret til at stille deres lejre op ved Pine Ridge agenturet og American Horse var en af de første, sammen med resten af stammen. Jeg var der og talte med ham dagligt. Da Little (en eftersøgt Sioux-indianer) blev arresteret, var der stor enighed blandt de misfornøjede om, at han havde gjort modstand under anholdelsen og at han derfor ville blive hårdhændet behandlet i militær- fængslet .Dette skulle nu give anledning og mulighed for at angribe indianer-politiet. Et angreb, der højst sandsynligt ville resultere med en reel massakre fra de hvides side, eller et udbruds forsøg. Jeg ved at dette desperate forsøg, allerede fra starten, blev mødt med stor modstand fra American Horse side og man troede derfor at hans liv var i fare. På dagen "Hvor de store beslutninger skulle tages" var tusindvis af indianere forsamlede ved agenturet. Derfor troede den eftersøgte Little,at han var sikker og vandrede derfor rundt blandt sine egne. Selvfølgelig blev han genkendt og arresteret på stedet. Han havde dog sat sig voldsomt til modværge, men var blevet overmandet og ført til vagtbygningen. Da så jeg American Horse komme ud af agenturets kontorbygning og roligt henvende sig til den ophid- sede folkemængde. "Hvad er det i er i færd med, spurgte han. Stop og tænk før i handler. Vil i have jeres kvinder, børn, ja hele jeres nation udslette i dag? Han stod foran dem som en statue og de to politimænd, krigerne havde tilbageholdt blev sluppet fri. American Horse forsatte: I er krigere i dag, fordi i er fjenden talmæssigt overlegen. Men hvad vil i gøre i morgen? Der er jernbanespor på alle sider af jer. De hvide soldater vil komme i tusindvis fra alle fire ver- denshjørner og omringe jer. I har meget lidt føde og meget lidt ammunition. Det vil være enden på jeres folk. Stop siger jeg. Stop nu. Jack Red Cloud(søn af den gamle høvding Red Cloud)stillede sig op imod ham og pegede med en revol- ver imod American Horse hoved.Det er dig og mænd som dig, der har reduceret vores folk til slaver, der lider sultedøden”, skreg han imod ham. American Horse,end ikke blinkede,men vendte ryggen til Jack Red Cloud og gik tilbage imod agentur- kontoret., fulgt af Jack Red Cloud, der stadig truede ham med revolveren. Den timede dukken op på scenen, havde reddet dagen. Andre fra politistyrken dukkede nu op sammen med en stor skare venlig- sindede indianere og de fik nu i fællesskab roen genoprettet. Da jeg kom ind på agenturkontoret, fandt jeg American Horse ganske alene og tilsyneladende aldeles rolig. "Hvor er agenten og hans sekretærer, spurgte jeg ham. "De spurtede ud af bagdøren, svarede han smilende. Jeg tror de er nede i kælderen. De fjolser udenfor, tog os næsten på sengen, men jeg tror at det er overstået nu. American Horse var en af de tidligste fortalere, for uddannelse til indianere og hans søn Samuel og en ne- vø Robert, var blandt de første, der fik en eksamen fra Carlisle Indian School. Jeg kan erindre at en eller to af hans døtre, var nogle af de flotteste fuldblodsindianere jeg nogensinde har set. Hans ry som fortaler for sit folk og hans politik mht. til de konfrontationer, der opstod som følge af de nye tider, var i fuld overensstemmelse med hans mandighed og konsekvens."
Tilbage til Eastman © Nick Lisberg 2000. All rights reserved |
