 |
|
"I alle præriestammer var der intet, der ikke var værd at gemme.Og en mands karak- ter, blev bedømt ud fra hans personlige mod, omsorg for andre og hans intelligens. Mange skribenter, har gennem tiden blandet og forvirret historie og fiktion sammen. Men i indiansk historie var kvinder, gamle og til og med børn vidner til de største be- givenheder, der ikke var forvansket i hverken tidsskrifter eller magasiner. Disse be- givenheder blev indøvet igen og igen med forskellige variationer. Gennem fortællinger fra generation til generation, blev disse historier bevaret og er mere eller mindre gengivelser af de faktiske hændelser. Men indianerne har sjældent haft tilbøjlighed til at komme med troværdige informationer om disse historier. Slet ikke når de blev spurgt direkte og slet ikke når de blev tilbudt penge for svaret. Racistiske fordomme vil naturligvis influerer på en mands liv, når det bliver beskrevet af hans fjender. Specielt hvis forfatteren favorisere sin egen race. Jeg er overbevist om at der er mange forfattere, der mener at jeg har idealiseret min egen race og jeg skal være den første til at indrømme, at der er svage og principløse mænd, selv blandt mit eget folk. Når jeg taler om den indianske helt, har jeg ikke glemt den uægte sjæl, der er falsk over for alle de idealer, der er i hans eget folk. Vores tillidsfuldhed har gjort os svage og da den "klogeste" civilisation, blev koblet sammen med vores, gav det bagslag.” Dull Knife Historien om høvding Dull Knife og hans liv, er en sand helteberetning om en høvding af den gamle skole. Han var simpel, barnlig og alligevel mandigheden selv.Et forbillede for helte af alle racer. Det blev fortalt om ham, at han allerede som dreng, var meget opfindsom og selvstændig. Han var kun ni år gammel, da han sammen med resten af sin familie, kom bort fra stammen, under en bøffeljagt. Hans far deltog i jagten, hans mor var optaget andetsteds og selv legede han ved flodbred- den,sammen med sin lillesøster. Der blev de overrasket af en løbsk bøf- felhjord, der havde søgt mod van- det, halvdøde af tørst. Hans mor fik reddet sig i sikker- hed i et træ, men den lille dreng ledte sin søster ind i et gammelt bæverbo hvis indgang lå over overfladen. Der blev de fundet af de grædefærdige forældre, der troede at de havde mistet begge deres børn. Han var kun teenager,da stammen blev overrasket af vinterens kommen, i et øde område hvor der intet vildt var. De var sultedøden nær og situationen blev ikke bedre af de kraftige snestorme, der satte ind. Dull Knife sikrede sig hjælp og ledte en redningsekspedition ud fra lejren. De returnerede med pakheste, fyldt med tørret kød efter et ridt på næsten 300. km frem og tilbage. En anden begivenhed, der gjorde ham elsket og beundret af sit folk, var under et krigstogt. Hans svoger var blevet hårdt såret, under et slag og var faldet af hesten et sted, hvor hverken venner eller fjender kun- ne nå ham, af frygt for hinandens kugler. Da Dull Knife hørte om dette, skaffede han sig en frisk hest og angreb fjenden med en sådan vildskab, frygtløshed og styrke, at resten af krigerne snart fulgte trop. Under dække af kampen, reddede han svogeren, men blev såret to gange under forsøget. Sioux-indianerne, kendte ham som en stor mand.Måske ikke så stor som Roman Nose eller Two Moon, men han overgik dem begge i hæderlighed og ydmyghed, såvel som i hæder på slagmarken. (Two Moon, var faktisk aldrig leder for sit folk, men blev "berømt" for sine krigsfærdigheder mod de hvide, i de voldsomme opstande, der fandt sted.) En historie om hvordan Dull Knife fik sit navn er her fortalt af en slægtning med samme navn. Den giver et meget godt indtryk af tidens ånd i de dage. "Det var skik og brug i de dage, at en del ældre og yngre mænd gik i forvejen, når lejren var på vandring. De skulle finde steder, hvor der kunne holdes hvil og steder, der kunne slås lejr for natten. En dag kom denne gruppe mænd til en lille lund, der var dækket af ribsbuske. De stoppede selvfølgelig op og be- gyndte at plukke af de modne bær. Mændene begyndte at råbe og skrige, for at skræmme den væk, men den lod sig ikke kue. I stedet slog den den nærmeste af mændene i jorden og slæbte afsted med sit offer ind i tykningen. Hele karavanen kom i vildt oprør og de mest rapfodede af krigerne optog for- følgelsen af dyret og angreb det. Kvinder og hunde hjalp til, ved at larme mest muligt. Bjørnen modtog deres udfordring og kom springende frem imod dem. I samme øjeblik,den brød igennem krattet,dukkede manden alle troede var død, op et an- det sted. Stor blev glæden selvfølgelig og den blev endnu større, da manden stoppede op og begyndte at synge Brave Heart sange. Derefter løb han over mod krattet og bjørnen. Han ville i krig med den igen. Bjørnen mødte ham i krattet og de røg tæt sammenfiltret til jorden. Bjørnen begyndte at hyle med det samme og en kniv lynede. Bjørnen rullede om på siden og var død. Krigeren havde været den for hurtig. Han havde i samme øjeblik, de var stødt sammen, bidt sig fast i bjørnens følsomme næse, for at aflede dens opmærksomhed. Det var lykkedes og han havde haft held til at ramme bjørnen direkte i hjertet. Senere i livet, udkæmpede han flere slag med den kniv, som han vandt. Han påstod at det var bjørnens ånd, der gav ham succes. Den eneste gang han mislykkedes, var da han fik sit navn. Fjenden han angreb, havde et skjold, der var umuligt for ham at trænge igennem med kniven og han blev selv såret. Denne episode gav ham navnet Dull Knife, et navn, der blev arvet af hans efterkommere. Som mange ved, støttede de Nordlige Cheyenne, Siouxfolkets desperate forsøg på at for- svare landet omkring Paha Sapa ( Black Hills) og Big Horn Mountains. Og hvorfor skulle de ikke også det? Dette var deres sidste jagtmarker. Deres overlevelse. Det var for dem, hvad landbrugsjord er for den hvide mand. Omkring 1875 blev der igangsat en politisk propagandakampagne,der skulle få alle indianer stammer ind i reservaterne, hvor de praktisk talt skulle interneres eller i fængsel. De største fortalere for denne politik, var selvfølgelig de store jordspekulanter, der ville have fingrene i indianernes jord. Fra de krigeriske Apaches, til de mere fredelige Nez Perce. Samtlige præriestammer. Alle blev de nu jaget fra sted til sted. Så vendte den amerikanske regering sig pludselig til for- handlingspolitikken, men som altid, var det militæret, der udførte regeringens politik. Få satte sig imod og bekendtgjorde højlydt, at de hellere ville dø kæmpende, end leve et liv i et reservat. Men næsten alle mindre stammer, blev mod deres vilje deporteret. Selvfølgelig led de indianere, der kom fra de mere bjergrige og kølige egne, under den brændende sol og de malaria epidemier,der rasede i reservaterne. Disse epidemier gjorde et kraftigt indhug i befolkningsantallet. Chief Joseph fra Nez Perce of Chief Standing Bear fra Poncas-stammen, sendte deres bønner om hjælp til den amerikanske civilbefolkning og det lykkedes dem at få flyttet deres folk eller skulle jeg sige resterne af dem, flyttet til mere hjemlige egne. Dull Knife havde ikke den samme succes og historien om hans flugt, er gribende i sin enkelt- hed. Igen viste dette folk deres genialitet. Afstanden fra Indianerterritoriet og til deres hjemegn i det nordlige Dakota, er ikke en spad- seretur, så de vidste hvad de var oppe imod allerede fra starten. Flugtruten gik igennem be- boede områder og de vidste at de selvfølgelig ville blive jagtet af militæret, når flugten blev opdaget. Næppe havde de forladt reservatet, før telegraftrådene i de omkringliggende stater glødede med meddelsen om at " Cheyennepanteren” var på fri fod og at ingen kvinde, intet barn kunne føle sig sikker". Kampen for frihed var hård og turen var lang, men ligesom Chief Joseph,var Dull Knife be- mærkelsesværdig i sin behandling af dem,der krydsede deres vej under flugten mod nord. De fleste blev skånet for en grusom skæbne. Desværre for Dull Knife, var skæbnen endnu engang ham imod. Der var dem blandt hans egne, der ikke havde noget imod at tjene blodpenge og han blev forrådt på et tidspinkt, da han troede at han var blandt venner. Mange af dem havde mistet alt og det var kun ganske få gifte par, der havde mere end ét barn tilbage. Dull Knife og hans afdeling af de Nordlige Cheyenne var brudt med. Det var blevet kvinderne tilladt at bringe deres mænd mokkasiner og andre fornødenheder og under dække af dette bragte de nu også våben ind. Planen var at de skulle slå de nær- meste vagter ihjel og samles udenfor. Dernæst skulle de søge dækning bag det første natur- lige dække de kunne finde og der udkæmpe det sidste slag. Planen blev udført og selv om ikke alle mændene havde våben indvilligede de i at dø kæmp ende, så længe de var sammen. De kom ud. Søgte dækning og kæmpede til deres spar- somme portioner af ammonition var opbrugt. Så kastede de sig direkte ind i soldaternes kugler og selv mødrene holdt deres børn oppe, så de blev skudt. Sådan døde denne afdeling af de nordlige Cheyenne og deres leder."
Tilbage til Eastman © Nick Lisberg 2000. All rights reserved |
