 |
|
Eastman,Charles Alexander(Ohiyesa)
C.A,Eastman, var enestående blandt indianske forfattere, hvad enten det gælder historie- skrivere eller fortællere. Han blev født i 1858, nær Redwood Falls, i Minnesotas sydvestlige hjørne og fik først nav- net Hakadah (The Pitiful Last One) fordi hans mor døde kort efter fødslen. Han blev derfor opdraget af sin bedstemor frem til 1874 hvor han er femten år gammel. Dette gav ham et indgående førstehåndskendskab til sit folks livsstil, sprog, kultur og historiefortælling. Det meste af barndommen (1862-74)tilbringer han dog på sin onkel, Mysterious Medicines farm i Manitoba (Canada) som flygtning, efter Minnesota Sioux opstanden i 1862. Straks efter sin løsladelse, tog han til Mysterious Medicines farm hvor han hentede Ohiyesa. De slog sig derefter ned ved Flandrey i Nord- Dakota. Her havde en del, ligeledes kristne Dakota-Sioux indianere, slået sig ned og levede af landbrug.Ohiyesa, blev døbt efter kris- ten skik og givet navnet Charles Alexander Eastman. Senere blev han indskrevet på Fland- rey Santee normal Indian School, der blev ledet af den presbytanske missionær Joseph Riggs. På skolen, vandt han et college-legat til Beloit forberedelses College i Wisconsin, men blev hurtigt, med sine gode evner, flyttet det det mere krævende og anerkendte Knox College. De medicinske studier krævede timer i græsk, latin, tysk, fransk, zoologi, botanik, psykiatri, kemi, filosofi og en hel del matematik. Men han formåede alligevel at skabe sig et solidt so- cialt grundlag. Han var anfører på skolens fodboldhold, satte landsdækkende rekord i langdistanceløbe, spillede tennis og var også på både bokse og baseball holdene.
Samme Wood sørgede senere for, at Ohiyesa fik den finansielle støtte han behøvede, for at komme ind på Boston University Medicalschool.Herfra fik han sin eksamen i juni 1890 og samtidig fik han også æren af, at skulle holde talen for afgangsklasserne. Sit første embede fik han i Pine Ridge reservatet i Syd-Dakota hvor han mødte, forelskede sig i, og senere giftede sig med Elaine Goodale. Hun havde allerede på et tidligere tidspunkt imponeret ham dybt med sine skriverier om uddannelse til indianerne og var nyudnævnt råd- giver i indianske uddannelse i N. og Syd-Dakota. Hun talte fortrinligt Lakota (en variant af Dakota) og havde på det grundlag allerede fået kontakt med en del af kvinderne i reser-vatet. Åndedansen (The Ghost Dance), havde på det tidspunkt haft stor tilslutning i reservaterne i både N og Syd-Dakota. Men selv om det var en ikke-voldelig bevægelse, blev den store tilslutning set som en trussel fra de hvides side og regeringen forbød bevægelsen i nov.1890. I slutningen af dec. 1890 var Big Foot, en (Minneconjou Lakota leder) sammen med sin af- deling på vej til Pine Ride agenturet for at overgive sig. Eastmans overordnede Daniel Royer besluttede sig for at sende det 7. Kavaleri ud for at afvæbne dem. Eastman og Goodale kæmpede imidlertid for, at kunne bringe de sårede ind i reservatets kirke i ly for frosten. De brugte hele natten på at behandle sårede og næste morgen arran- gerede de en redningsekspedition, der i en rasende snestorm, red de 18 miles( ca. 32 km) til Big Foots lejr. Her fandt de bundter af grotesk, sammenfrosne lig og døde, spredt ud i over en kilometers afstand fra lejren. Eastman, lå fra starten i konstant konflikt med sine overordnede i Kontoret for Indianske anliggender (BIA) og efter Wounded Knee, blev forholdet om muligt, endnu mere anstrengt. Eastman var anset for at ville udføre de hvides politik, i alle henseender, men massakren umuliggjorde dette. Han observerede og indberettede korruption og tyveri af penge, der skulle have været brugt til forbedringer i reservatet. Han klagede over at "Ikke fjendtlige Sioux" var blevet betalt for at udføre tyveri, mord og ødelæggelser. Han klagede over regeringens mangelfulde undersøgelser af massakren og korruptions- anklagerne og beskyldte dem for at dække over hinanden og lave rene hvidvaskninger af de faktiske begivenheder. I 1892, besluttede Eastman at slå sig ned i St. Paul, Minnesota og havde ingen problemer med at bestå de prøver, der skulle til for at praktisere som læge. Men konstante provokationer og chikanerier fra regeringens og andre lægers side, gjorde i hvert fald, at han nægtede at give op over for den åbenlyse racisme,( de mente ikke at en indianer, var kvali- ficeret til at være læge ). I 1899 arbejdede han et år på Carlisle Indian School, hvor han mødte Zitkala-Za, som i senere korrespondance med ham, opfordrede ham til at begynde at skrive. I år 1900, fik han et job som læge ved Crow Creek (Sioux) agenturet, i S-Dakota. Her var mange af Minnesota-stammerne blevet beordret hen.Her fik han stor succes med at over- bevise de mange mistroiske indianere om,at vaccinationer var nødvendige for dem, med det resultat, at der var nedgang i dødsfaldene i de mere almindelige sygdomme. I 1901 blev han fyret igen, denne gang for at have hjulpet folk fra reservatet, med at klage over regeringens indianerpolitik. Kontoret for Indianske anliggender(BIA),mente at fordi han var indianer, forhindrede hans folk ham i at udføre sit job. Han blev i stedet leder af et program,der skulle oversætte ord fra engelsk til Siouxsproget og var stor fortaler for, at hans folk skulle lære at læse og skrive Det er i denne periode, han begynder at skrive. Hans mål var at opnå forståelse og sympati, for indiansk kultur og han håbede på at det ville føre til, at det hvide samfund ville behandle indianerne med respekt.
(nedenfor bøger af forfatteren,) de fleste er oversat til dansk og kan fås på biblioteket ) Indian boyhood. Old Indian days. The Soul of the Indian Her får du mine oversættelse af Eastmans bog "Indian Heroes and Great Chiefiants." Alle personer beskrives som de huskes af forfatteren. (og er ikke tidligere oversat) Den udkom første gang i 1918, men er ikke mindre aktuel, da stort set alle, der er beskrevet i bogen, er kendte personer fra den indianske verden.
American Horse. Tilbage til ledere og krigere © Nick Lisberg All rights reserved © 1997-2008 |
