Roman Nose.
(Som han blev husket af Charles Alexander Eastman (Ohiyesa)

"Denne Cheyenne krigshøvding var samtidig med Dull Knife. Men selv om han ikke var nær så karakterfuld som denne --og oven i købet, havde ry for at være både bombastisk og pompøs i sin optræden, var han alligevel indbegrebet af en indiansk helt. Både i heltemod og i sjælen.

Mens Dull Knife var berømt for sin indsats stammernes krige imellem, var Roman Nose det, i sin indsats imod de hvide indtrængere. Hans forsvar af stammens territoriale grænser, der omfattede mellem Republican River og Aricaree River, var berømt.
Han blev dræbt på flodbredden af sidstnævnte i det berømte slag imod general Forsythe.

Som Chief Gall og Washikie, da de var på deres højeste, havde Roman Nose ikke sin lige i fysik og udstråling. Ingen græsk eller romersk gymnast, kunne have stået bedre model.
Han facinerede sine krigere og kunne opildne dem til det umulige når først han viste sig på slagmarken.

Det blev fortalt om ham, at han kostede flere unge krigere livet end nogen anden krigshøv- ding. Men han skånede absolut heller ikke sig selv, under de store træfninger. Det var under en af disse store slag, han unødvendigt mistede livet.

Roman Nose, red altid en sjælfuld hvid hest, der, med ham på ryggen, i fuld krigsregalia, var et pragtfuldt skue. Cheyenne-indianerne plejede at sige, at de soldater Roman Nose kæm- pede imod havde mere travlt med at måbe over ham end at sigte på ham med deres gevær- er og at de derfor sjældent ramte ham. Det til trods for, at han red lige ned langs med deres geværløb.

Han udførte de mest bemærkelsesværdige ting.
Engang under en "pil til at dræbe"bøffeljagt, sammen med svogeren, løb sidstnævnte ind i problemer. Roman Nose havde netop affyret sin pil og dræbt en bøffel, da svogeren trak sin buestreng så lang tilbage, at den brast. Heldigvis for ham, var Roman Nose næsten nået op på siden af ham, da det skete. Selv om begge heste var i fuld galop, lykkedes det ham at gribe pilen, der snurrede i luften og nedlægge dyret, svogeren havde sigtet på.

En anden sjov historie, der fortælles om ham, var om hans effektivitet og store indflydelse på sine gode venner. En sådan god ven af Sioux-folket, havde i lang tid bejlet til en ung Cheyenne-kvinde. Uden held.

Da al forbindelse imellem unge par , hos de fleste stammer, stort set kun kunne foregå om natten, fik Roman Nose nu overtalt sin ven til at lade ham overtage bejleriet og spille ven- nens rolle som bejler. I rollen som vennen, fik han nu overtalt pigen til at løbe bort sammen med ham den næste nat. De skulle så tilbringe bryllupsdagene hos Sioux-folket.
Om morgenen fortalte han vennen om de planer, der var blevet lagt og hvad han skulle gøre.

Sioux-vennen fulgte hans instrukser og løb bort med pigen den næste nat. Det blev morgen før hun opdagede, hvem hun var løbet bort sammen med. Senere blev det sagt , at pigen aldrig fortrød og de levede sammen resten af livet. Så måske pigen gjorde det rigtige valg alligevel?

Roman Nose var måske den krigshøvding, der udførte flest angreb på emigrant-vogntog, der drog vestpå ad Oregonsporet. Engang, under et angreb på et mormonvogntog, på vej til Utah, fik mormonerne tid til at danne en rundkreds af vognene og på den måde beskytte kvinder,dyr og børn.
De mandlige mormoner mødte de fremstormende Cheyenne-krigere udenfor rundkredsen, godt bevæbnet. Krigerne red rundt om vogntoget og hvirvlede en masse støv op.
Hver gang en hvid mand faldt om i støvet, ramt af en kugle eller pil, var det et tegn til Roman Nose om at tælle "coup".

Hatten fra en falden mormon tiltrak sig hans opmærksomhed. Manden,der havde mistet den var død. Hans hoved var fyldt med et langt skæg, men ellers var han pilskaldet. Toppen af hans skaldede isse stak op fra kraniet, som en grotesk bule. Som det var skik og brug annoncerede Roman Nose sit "coup". "Jeres Roman Nose, har talt sit "coup, på
“Den hvide mand, med det længste ansigt, der nogensinde er set"

Da de Nordlige Cheyenne, under den frygtløse leder, angreb en gruppe spejdere, under kommando af den formidable officer Forsythe, troede Roman Nose at det ville blive en ov- erkommelig opgave.
Det første angreb slog fejl og spejderne fik forskanset sig på en lille ø midt i floden
Den snedige høvding, troede at han kunne løbe dem overende og forsøgte at opildne sine krigere til at gøre det umulige. Dette blev gjort ved at han lovede den første,der nåede øen æren af at få lov til at bære en lang “Warbonnet”

Uanset hvad, så blev han skuffet. Hans krigere fik så varm en velkomst, i form af gevær- kugler, at ikke én nåede øen. For yderligere at motivere dem, ledede han dem til sidst selv og de vidste nu at det var sejr eller døden.

Ifølge den amerikanske hærs egne optegnelser, var det et utroligt spændingsmættet øjeblik. Angrebet ville højst sandsynligt være lykkedes og have kostet en massakre på spejderne, der havde fået deres leder hårdt såret, hvis ikke Roman Nose selv var faldet. Da han først var faldet, var faren stort set drevet over.

Selv om en del af krigerne- selv dér- følte sig forpligtiget til at gøre et eller andet.
Et par af de ældre høvdinge fik dem heldigvis til at trække sig tilbage.

Historien om hvordan denne formidable krigshøvding ender sit liv, slutter her. Hvis han havde levet i 1876, gavde Sitting Bull, haft mere end rigeligt at se til."

Tilbage til Ledere og krigere
Tilbage til Nativeamericans.dk

© Nick Lisberg 2000. All rights reserved