(1831-1890) (Lakota Sioux Hunkpapaband)
Lakota medicinmand og leder, der blev anset for at være den sidste Sioux,der overgav sig til den amerikanske regering.
 

Som han blev husket af Charles Alexander Eastman Ohiyesa).

"Hvis Den Store Ånd, havde ønsket at jeg skulle have været en hvid mand, havde han gjort mig til det, fra starten. I jeres hjerter sætter han visse ønsker og planer.
I vores hjerter, sætter han andre og forskellige ønsker. Det er ikke nødvendigt for ør- nen, at blive til en krage."

"Jeg er her med Den Store ånds vilje og med hans vilje er jeg blevet leder. Jeg ved at Den Store Ånd, vil kikke ned fra oven og lytte til, hvad jeg har at sige"

Sitting Bull

"Det er ikke nemt at karakterisere en mand som Sitting Bull. Den leder, der inden for Sioux- nationen var den mest kendte af den amerikanske offentlighed. Det er kun hos de ganske få, at hans navn ikke huskes og hos endnu færre, at det ikke forbindes med en blodtørstig tid.

Denne mand var et mysterium i sig selv. Han var ikke impulsiv, ej heller var han pragmatisk. Han var mest alvorlig, når han syntes at være spøgefuld. Han var udstyret med en bidende sarkasme og få har brugt denne egenskab med så stor elegance.

Hans far, Jumping Buffalo, var en af de mest berømte krigere fra Hunkpapa bandet i Sioux- nationen og hans død var karakteristisk for hans måde at leve på. En dag da Hunkpapa- Sioux blev angrebet af en stor fjendtlig styrke Crowindianere og Jumping Buffalo kastede sig over de angribende fjender med sin kniv i hånden. I den, mand til mand kamp, der fulgte, var der kun én slutning. Enten døde den ene, ellers døde de begge. I denne kamp trak de begge det korteste strå. Jumping Buffalo faldt ud af sadlen og døde på ganske få minutter. Den anden døde kort tid efter af sit sår.

Sitting Bulls barndom, må have været lykkelig. Det var længe efter tiden med hundeslæder- ne og hans far havde mange heste i varierende farver. Man har ofte sagt (på en spøgefuld måde)at Sitting Bull havde ben som ribbenene på en hest. Dette skyldtes at han startede med at ride i en meget tidlig alder. Han fik også et kælenavn, der skulle pointere dette. Det var "Hunkeshnee" som betyder "slow"(langsom)Dette refererede til hans manglende evne til at løbe hurtigt. Eller mere for at pointere, at man sjældent så ham til fods.

Det er blevet fortalt, at efter en bøffeljagt, havde drengene det med at lege jagtleg, med de bøffelkalve,der var blevet efterladt. En sådan kalv, rigtig ondskabsfuld, angreb Sitting Bull da han var blevet kastet af sin hest under jagten. Men han var advaret og den unge kriger fik fat i begge kalvens ører og kæmpede nu med den indtil han fik skubbet den ned i et bøffel- hul i jorden, hvor den satte sig ned.
De andre drenge så dette og råbte" Se han har underkastet sig tyren og fået den til at sætte sig ned". Ud fra denne situation kommer det familiære navn Sitting Bull (Siddende Tyr)som han herefter blev kaldt.

Det er en misforståelse, når man kalder Sitting Bull, eller nogen anden indiansk kriger for en morderisk person. Det er sandt at indiansk krigsførelse er blevet mere rå og mere brutal. Men dette er sket, siden de hvide handelsmænd begyndte at komme iblandt dem med- bringende geværer, knive og Whiskey. Alligevel blev det nærmest anset for en leg at med- bringe disse ting, istedet for at udforske de mange værdier i deres ungdom.

Det var den risiko man løb i et slag,der talte, snarere end antallet af slagne fjender og en kri- ger måtte sørge i tredive dage med sortsværtet ansigt og løsthængende hår, til ære for de fjender han havde slået ihjel.
Krigens ødelæggelser var tilladte og disse strakte sig ikke meget over de territoriale. Ej hel- ler var det den indianske tanke, at underkaste et andet folk og lade dem leve et liv som sla- ver. Det blev anset som meget ærefuldt at behandle sine fanger med venlighed.

Det generelle indtryk af indianerne er naturligvis, at han er blodtørstig, ondskabsfuld og hævngerrig. Dette skyldes måden han vokser op på og bliver opdraget på??!!
Den hævngerrige side i det indianske folk, blev vækket af den hvide mand, som er ond- skabsfuld og lusket.

Det var ikke Massasoit, men kong Phillip.
Det var ikke Athackullakulla, men Weatherford.
Det var ikke Wabashaw, men Little Crow.
Det var ikke Jumping Buffalo, men Sitting Bull.
Disse mænd løftede deres hænder i vrede imod den hvide mand, imens deres fædre holdt deres hænder ud mod ham med gaver. Husk på at der var et råd, der traf deres beslutninger ud fra den højeste, menneskelige idealistiske retfærdighed, før der var nogen byer på dette kontinent.

Før der var broer, der spandt sig ud over Mississippi flodens bredder. Før dette netværk af jernbanespor overhovedet havde set dagens lys. Der var primitive civilisationer på selv sam- me sted som Chicago og New York, hvor mændene var som børn,uskyldige i alle de for- brydelser,der nu sker der nat og dag. Rendyrket moral er nemmere at holde vedlige i for- bindelse med et simpelt liv. I må acceptere det faktum, at I som race, har demoraliseret en- hver race, der har krydset jeres vej og I har underkastet dem.

Ud fra disse synspunkter forsætter vi vores historie om Sitting Bull´ s liv.

Vi kalder ham en udannet mand. Det er rigtigt nok, hvis man ser det ud fra det synspunkt, at man skal kunne læse og skrive. Men udannet var han absolut ikke i sit eget folks øjne.
For at slå én ting fast. Han lærte ikke de ting han gjorde, via bøger! Dette er andenhånds- viden, når det er bedst. Alt hvad denne mand lærte, lærte han sig selv og gjorde det til sine daglige pligter.

I personlig optræden, var han ordinær og gav ikke umiddelbart noget indtryk.Men når han først begyndte at tale, syntes han at kunne indfange sine tilhørere mere og mere. Han var stædig og tykhudet. Hurtig til at gribe en situation og ikke meget for at ændre sin mening, når først han havde fået sat sig noget i hovedet. Han var ikke mistænksom, før han blev tvunget til det. Alle de mere dårlige egenskaber han fik, blev først udviklet i hans senere år. Hans liv er blevet beskrevet af et utal af mennesker. Journalister og folk fra hæren. Men jeg har endnu ikke stødt på én historie om ham, der er den fulde sandhed.
Jeg mødte ham personligt i 1884 og siden hans død i 1890 har jeg nøje gransket alle detal- jer om hans liv, fortalt af slægtninge og samtidige venner

Det er ofte blevet hævdet (af de hvide), at Sitting Bull var psykisk svag og slet ikke nogen kriger. Døm selv ud fra denne historie, der gav ham den første store anerkendelse blandt hans eget folk. En episode, der skete da han var otteogtyve år gammel.

Under et angreb på Crow nationen, var en af fjenderne mere modig end de andre.
Han holdt stand da hans kammerater var stukket af og gået i dækning i et dybt hul, hvorfra det syntes umuligt at få ham ud. Episoden havde allerede kostet adskillige krigere livet, men Siouxstammen, var fast besluttet på, at dø, det skulle fjenden.
"Følg mig, råbte Sitting Bull og angreb. Han red sin hest helt hen til kanten af hullet og slog ud efter fjenden med sin Coupstav. Det var meningen at han på denne måde ville få Crow krigeren til at blotte sig, så de andre krigere, kunne slå ham ihjel. Men Crowkrigeren dækkede sit ansigt med sit gevær og kravlede endnu længere ned i sit skjul
Nu gik det op for Sitting Bull, at ingen af hans kammerater havde fulgt efter ham da han an- greb. Samtidig drog han den konklusion, at da fjenden ikke havde affyret sit gevær imod ham, måtte han være udgået for ammunition.

Han red beslutsomt tilbage til sin fjendes skjul, hvor han kastede sit eget gevær over den na- turlige barriere. Så red han tilbage til sine egne og fortalte dem sin mening om dem
"Nu har jeg bevæbnet ham igen, sagde han. Jeg vil ikke se en tapper kriger, dø ubevæb- net. Jeg vil slå ham med min Coupstav igen og tælle det første Coup. Hvem vil tælle det næste?.
Sitting Bull angreb igen og denne gang fulgte de andre ham. Selv om han blev alvorligt såret i angrebet, af sit eget gevær fik Sitting Bull sit Coup og de andre krigere, slog efterfølgende Crow-krigeren ihjel. Dette er, så vidt jeg ved, ikke en dåd, der er blevet overgået af nogen anden kriger.

En anden historie, der gjorde ham berømt blandt sine egen, var den om en dreng, der var blevet taget til fange under et krigstogt imod Assiniboin. Sitting Bull reddede drengens liv og adopterede ham senere som sin bror. Hohay, som drengen blev kaldt, blev tæt knyttet til Sitting Bull og hjalp i de senere år godt til ,at sprede Sitting Bulls navn og gøre det endnu mere berømt.

Sitting Bull var den fødte diplomat. En velformulerende taler, der som næsten middel- aldrene, nåede at gå på krigsstien og blive rådgiver for sit folk. Hohay repræsenterede Sitting Bull i alle de slag, der senere blev udkæmpet og proklamerede hver gang en gening udført i Sitting bulls navn. "Jeg Hohay, bror til Sitting Bull, udfører denne gerning i hans navn  Sitting Bull havde en nevø, One Bull, der lever endnu og som ligner ham i udseende og sta- tur. Også han udførte gerninger i Sitting Bulls navn og repræsenterede ham på slagmarken.
Hvis der er nogen tilbage af dette umiddelbare band af Siouxfolket, så ser de på One bull, som deres leder.

Da Sitting Bull var dreng, var der ikke mange der skænkede det en tanke, at de på noget tidspunkt skulle få problemer med de hvide. Han mødte mange af de tidlige berømte han- delsmænd som Picotte, Choteau, Primeau, Larpentuers og andre og kunne, som de fleste af hans eget folk i de dage, lide disse mænd.
Alle tidlige fortællinger siger at Siouxfolket var venligt stemt over for disse handelsmænd.
De store pelskompagnier var ligefrem afhængige af handlen med stammerne i næsten hun- drede og halvtreds år. Det var først i midten af det attende århundred, at de pludselig våg- nede op til dåd, da de blev truet på deres eksistens grundlag.Allerede da, var mange af de gamle høvdinge blevet afhængige af Whisky og andre unødvendigheder fra den hvide mands verden.

Specielt i områderne omkring handelsstationerne ved Sioux City, Saint Pauls og Cheyenne, var der opstået en general demoralisering. Drukkenboltene og deres følge, var rede til at sælge hvad som helst, for at få varer fra handelsmændene.
De stærke og bedre stillede, holdt en klar distance. De ville ikke have noget med den hvide mands verden at gøre undtaget have hans geværer, økser og knive.Ydermere nægtede de hårdnakket at opdyrke jorden.

Resten af Siouxfolket, var mere end villige til at lade den hvide mand være, så længe hans tilstedeværelse ikke var til gene for deres skikke og traditioner. Hvilket ikke var længe!

Det var dog ikke Hunkpapa bandet hos Siouxfolket, der var de første til at tage våben i hå- nd og forsvare sig. Dette var ikke fordi de havde mindre kontakt end de andre afdelinger. De boede nemlig ved Missouri River, en naturlig hovedvej for pelshandlen.

Allerede så tidligt som i 1854, havde både Oglala og Brule bandet, stødt på problemer med soldaterne i Fort Laramie. Næste gang var i 1857 da Inkpadatu udslettede adskillige ny- bygger familier ved Spirit Lake i Iowa.
Sidst, i 1869 kom så Minnesota-Sioux stammens oprør,startet af de mange uretfærdigheder de havde mødt,der førte til adskillige drab på nybyggere og efterfølgende flugt ind på Hunk- papa afdelingens område , hvor de bad dem om hjælp.
Samtidig bad de,de andre afdelinger om at lave en fælles front og sammen drive de hvide indtrængere ud. Disse ting bragte Sitting Bull ansigt til ansigt med et problem, han måske ikke så helt klart, men da han kunne se det retfærdige i deres kamp, sluttede han allerede op bag rebellerne i 1863 og fra da af blev han anset som deres leder.

I 1865-66, mødte Sitting Bull den canadiske halvblodsindianer Louis Riel, der havde startet to opstande i Canada og nu var flygtet over grænsen til USA, for at være i sikkerhed.
I denne periode gemte Sitting Bull flere lovløse og eftersøgte "for de hvides retfærdighed", i sin lejr.
Hans samtaler med disse lovløse og måske mest hans samtaler med Louis Riel, opildnede hans forbehold imod de hvide amerikanere og alle disse samtaler gjorde at den snu Sioux snart var en svoren fjende af den hvide mand. I blandt sine egne, var han altid omgængelig og høflig men så snart han var sammen med den forhadte hvide race, blev han pralende og dominerende. Hans bemærkning dengang var at, "Hvis vi nogensinde skal gøre indtryk på de hvide, må vi nødvendigvis tage hans maske på"

Sitting Bull deltog i angrebet på Fort Phil Kearney og i de efterfølgende uroligheder, men accepterede i god tro fredstraktaten, der blev underskrevet i 1868.
Kort tid efter at den var blevet underskrevet, besøgte han sammen med Chief Red Cloud og Spotted Tail, Washington hvor de i starten af deres besøg tiltrak sig enorm opmærksom- hed. De blev oven i købet inviteret til middag hos daværende præsident Grant, i det Hvide Hus.

Der fastslog Sitting Bull, at den hvide mand måde at leve på, som han så den, ikke var noget for hans folk. Men at han forventede, at de linier, der var trukket op i Laramie traktaten, stod fast. Denne traktat sikrede Sioux nationen området omkring Black Hills og Little Big Horn, som permanente jagtområder.

Da der blev fundet guld i Black Hills og det uimodståelige pres fra guldhungrende hvide tog det historiske træk over prærien og ind i det, for de hvide, forbudte land, var Sitting Bulls tiltro til de hvide væk for altid. Han tog sin sidste og mest hårdnakkede beslutning i forsvars- kampen for sit folk og sin nation.
Hans bitterhed og på samme tid velbegrundede afsky for de hvide indtrængere kommer måske bedst til udtryk i en tale, der blev holdt foran et rent indiansk råd, der blev afhold ved Powder River. Jeg skal her kort genfortælle, hvad jeg har hørt fra mænd, der deltog i dette møde:

"Se mine venner, foråret er kommet. Jorden har med glæde modtaget solens om- favnelse. Ethvert korn er vågnet og alt dyreliv er det samme. Det er igennem disse mystiske kræfter, vi har fået vores eksistens. Derfor råber vi efter hjælp fra vores na- boer, til at fastholde deres medfødte ret, der også er vores, til dette øde land.
Hør endnu en gang på mig mine venner.

Vi har at gøre med en helt anden race. Lille og ydmyg, da vores forfædre første gang så dem. Nu stor og overvældende.
Mærkeligt nok, har de hjerne nok til at tilfredsstille deres sjæle og forkærligheden til at besidde, er som en sygdom hos dem. Dette folk har lavet så mange love og regler, som den rige kan bryde og den fattige dømt efter. De har en religion, der fortæller dem, at de skal leve nøjsomt, beskedent og fattigt. Ikke rigt.

De tager alligevel penge fra deres fattige og deres syge, for at støtte de rige og dem, der regerer. De påstår at denne , moder Jord, er deres til, at bruge frit.
Alligevel hegner de den ind, for at holde deres naboer væk fra hende.
De ødelægger hendes ansigt med deres bygninger af permanent karakter.
De tvinger hende til at producere uden for sæsonen og når hun er næsten ubrugelig, giver de hende medicin, så hun kan producere igen. Dette er helligbrøde!!

Denne nation af hvide, er som en pludselig oversvømmelse som når floden løber over sine bredder og ødelægger alt på sin vej. Vi kan aldrig leve side om side med dem.
For kun syv år siden, underskrev vi med dem, der garanterede os det sidste bøffelland for evigt. Nu truer de med at tage det fra os, også. Brødre, skal vi blot underkaste os? Eller skal vi sige til dem: I må dræbe mig og mine, for i besidder mit fædreland?

Sitting Bull, talte som han følte og han havde modet til at stå fast. Crazy Horse, der som han selv, havde helliget sit liv til at tjene stammen offentligt, ledte krigerne på slagmarken og med hans aggressive og uforsonlige holdning, var ingredienserne, der skulle til for at holde fjendtlighederne ved lige, så absolut tilstede.

Det kan med sikkerhed og uden selvmodsigelser siges, at Sitting Bull aldrig dræbte en kvin- de eller et barn. Han var en fair figther, der måske ikke udmærkede sig så meget i de yngre år. Men han var så absolut hjernen bag den strategi, der lå i Sioux nationens modstands- kamp.

Han er blevet kaldt medicinmand og drømmer. Ærligt talt var han hverken det ene eller det andet. Men de hvide historikere har ligget på maven af hinanden i forvirringen over at skulle misfortolke dette.

En medicinmand er en slags læge eller healer. En"dreamer" er en aktiv krigsprofet, der går i krig og følger et evt, syn eller drøm vedkommende har haft.

Hvad de hvide kalder at lave medicin " i krigstid"er igen en misfortolkning.
Hver enkelt kriger bar en pose om halsen, der indeholdte hans personlige lykkeamuletter. Disse var anset for at skulle beskytte krigeren alene og havde intet som sådan, at gøre med sikkerheden eller udfaldet af krigshandlingerne at gøre. Ingen kan lave så meget "medicin", der kan have affekt på den slags udfald. Også selv om Sitting Bull er blevet beskyldt for at lave netop dette "medicin" da slaget ved Little Big Horn, fandt sted.

Da Custer og Reno angreb lejren fra to ender, blev Sitting Bull taget midt i en eftermiddags- lur. Lejren var i fare for et totalt overrumplingsangreb og kvinder,børn og gamle skulle brin- ges i sikkerhed.

Sammen med mænd i samme alder som ham selv, fik Sitting Bull først samlet sin familie og sendt dem i sikkerhed. Så mødtes han med krigene, der mødte Reno´s angribende styrker. Selv om han ikke var med i det, berømte sidste slag for Custer, kunne man høre ham råbe opmuntrende ord til krigerne hele dagen.

Efter slaget ved Little Big Horn, blev Sitting Bull jaget hele vejen igennem Yellowstone dalen af amerikan- ske soldater. Følgende notat er skrevet på Sitting Bulls foranledning af en halv- blodsindianer, der så bragte det til oberst Otis, efter at hans vogntog var blevet angrebet af Sioux.

"Jeg vil gerne vide hvad du skal på denne vej? Du skræmme bøflerne langt væk!
Jeg vil gerne have lov til at jage i fred, her på stedet. Jeg vil gerne have at du forlader dette sted. Hvis du ikke gør det, vil jeg angribe dig igen. Jeg ønsker at du efterlader de ting du medbringer. Jeg er din ven. Sitting Bull.
Ps. Jeg mener alle dine rationer, samt noget krudt.
Oberst Otis forsatte imidlertid og sluttede sig til oberst Mills tropper, der forfulgte Sitting Bull med firehundred soldater.

Til sidst blev de overrumplet ved Cedar Creek nær Yellowstone og de to mødtes midt imel- lem styrkerne for at parlamentere. I hærens rapporter om dette møde står der:
"At Sitting Bull vil freden som han diktere den". Sandheden er, at han blot ønskede det, der var garanteret ham og Siouxfolket ved Laramie traktatens underskrivelse.
Den traktat, der udtrykkeligt garanterede deres besiddelse af de sidste jagtmarker.

Disse ønsker var den amerikanske regering imidlertid ikke villige til at efterkomme, for det var i mellemtiden blevet besluttet, at alle indianere skulle under militærets kontrol i de for- skellige reservater.

Siden det var umuligt at forene to så forskellige krav, blev de fjendtelige indianere jaget
“fra Herodes til Pilatus”i adskillige år frem i tiden, indtil Sitting Bull og hans følge til sidst slog sig ned på den anden side af grænsen i Canada. Her havde Sitting Bull et sidste håb om at få retfærdighed og frihed for sit folk.

Her kom der fra tid til anden afdelinger af små bands,der var flygtet fra reservaterne længere sydpå. De var drevet på flugt af sult og dårlig behandling og havde håbet om at finde et nyt hjem blandt Sitting Bulls følge.

Selv her på den anden side, Canada blev han stadig forfulgt af den amerikanske regerings- kommissærer, udsendt af general. Terry, der ivrigt opfordrede og forsøgte at overtale ham, til at vende tilbage. De lovede ham til gengæld ubegrænset mængder af forsyninger og en fair behandling. Det fortalte de ham i hvert fald. Det til trods for, at de som levede i eksil- udemærket var klar over den miserable tilstand, der herskede hos de såkaldte "gode" indianere i reservaterne.

Først nægtede Sitting Bull at mødes med dem og da han endelig gjorde det, var det på op- fordring af det Canadiske ridende politi og major Walsh. Sitting Bull svarede med en sar- kastisk bemærkning " Vis mig én ærlig mand fra Washington og jeg vil mødes med ham".

Sitting Bull blev ikke rørt af blide ord, men han fandt hurtigt ud af, at hvis de kun havde deres frihed på denne side af grænsen, havde de i virkeligheden ingenting.
Den Canadiske regering kunne beskytte ham, men ikke forsyne ham med fødevarer.
Bøflen var, om end ikke helt, næsten udryddet.

Hans folk, der sultede og var miserable at se på, var begyndt at bryde ud af stammen og søge en mere usikker skæbne i reservaterne sydpå. Til sidst blev han nødt til at melde sig selv hos den amerikanske hær i Fort Bufford i N.Dakota, sammen med resterne af sit hjemløse, sultne og udmattede band. Det var trods alt sulten, der fik ham til at overgive sig og ikke en velbevæbnet militær enhed, der fik knækket ham.

På trods af de gode intentioner og løfter han havde fået af "Den Store Hvide Fader I Was- hington" blev han øjeblikket kastet i et militærfængsel og siden overgivet til oberst Cody´s (Buffalo Bill) varetægt som reklame for hans "Wild West Show"
Efter at have rejst rundt med den berømte showmand i adskillige år, havde Sitting Bull haft stor lejlighed til at stdere de hvides styrke, svagheder og antal og det fik den detroniserede leder til at slå sig ned med resten af sit folk ved Standing Rock agenturet i N. Dakota, hvor de havde slået sig ned og var sat til at opdrætte kvæg og heste.
Noget de i øvrigt havde stor fremgang med.

To kommissioner, nedsat i 1888 og 1889, kom for at lave en ny traktat om mere jord, der selvfølgelig ville lave deres reservat endnu mindre, men blev mødt med en massiv modstand fra alle i reservatet og de nægtede at underskrive noget som helst de hvide ville have dem til.

Alligevel lykkedes det de hvide, med løfter og trusler at få underskrifter nok til, at en traktat kunne under- skrives. Det til trods for at det var for det meste kvinder og de såkaldte "Squawmen" der havde sat deres underskrift. Disse havde ingen rettigheder i forvejen og slet ingen til at underskrive en traktat.

På samme tid, blev de rationer, der var blevet lovet dem via traktaterne, skåret ned og en general util- fredshed bredte sig. Crazy Horse var for længst død. Spotted Tail, var faldet med hjælp fra en af sine egne og Red Cloud var blevet en skrøbelig gammel mand.
De utilfredse begyndte igen at søge ind under Sitting Bull og hans beskyttelse og lederskab og i denne krisestund, skete der noget mærkeligt.

En halvblods i Nevada proklamerede at Messias havde åbenbaret sig for ham på et højde- drag i Rocky Mountains. Han havde været klædt i kaninskind og havde en besked til det indianske folk. De hvide havde, sagde han, siden hans første kommen, taget ham for givet.
De havde tvivlet ham og hånet ham. De havde naglet ham til et kors og nedgjort de dok- triner han havde fremsagt. Nu var han kommet tilbage, fordi hans hjerte græd for det indian- ske folk og nu ville han redde dem.

Han erklærede, at han ville lade de hvides byer oversvømme og få jorden til at skælve un- der dem. Han ville få bøflerne til at komme tilbage og landet ville igen tilhøre det indianske folk. For evigt. Disse ting ville ske inden for de næste to år. I mellemtiden skulle de forbere- de hans kommen med ceremonier og sange som han ville lære dem.

Denne forunderlige historie spredte sig som en præriebrand og blev omgående accepteret af de mismodige og undertrykte indianske nationer. Kristendomskundskaben, der var blevet dem påtvunget i reservaterne af de hvide missionærer, havde fortalt dem, at de skulle tro på en Messias.

Budskabet og ceremonierne denne halvblods lærte dem, var bedre end dem, de lærte i den tunge kristendom og derfor sendte adskillige høvdinge fra et utal af indianske nationer, dele- gationer afsted til Nevada for at høre på denne indianske profet.

Short Bull,Kicking Bear og adskillige andre blandt Siouxfolket rejste til Nevada og de rejste nu rundt blandt deres egne og lærte dem de sange og den dans de havde lært.

I starten forsøgte man at holde dansen hemmelig for de hvide, men den var snart kendt vidt og bredt ud over den nordamerikanske kontinent. Dette var til ængstelse og bekymring rundt om i de indianske agenturer og hos andre, der var hurtige til at mistænke indianere for fjendtlige handlinger under disse religiøse handlinger.
Faktisk tænkte de indianske nationer slet ikke på at lave en opstand og dansen i sig selv var uskyldig nok. Det eneste, de så var en ydmyg frelser, der kunne få deres erobrere til at for- svinde og bringe de gyldne tider tilbage.

Da de indianske nationer nægtede at opgive dansen på myndighedernes påbud, blev den stigende mistænksomhed og nidkærhed fokuseret omkring Sitting Bull, der spirituelt aldrig havde stået stærkere end nu og man besluttede sig for at arrestere ham for at lægge en dæmper på de dansende indianere.

På foranledning af en ordre, udstukket af major Mclaughlin, der var øverstbefalende ved Standing Rock agenturet, blev fyrre indianske politibetjente (fulgt på sikker afstand af et kompagni soldater), sendt til Sitting Bulls bolig, for at tage ham i forvaring.
Disse indianske pilitibetjente, var alle krigere /medlemmer af forskellige bands, der alle hav- de udmærket sig i kamp og loyalitet med de hvide.

De tiltvang sig adgang til Sitting Bulls bolig og vækkede den aldrende leder fra en dyb søvn.
Hjalp ham med at blive klædt på, hvorefter de, uden modstand, førte ham udenfor.
Men da Sitting Bull trådte ud af sin bolig, på denne famøse morgen i 1890, var den omringet af bevæbnede mænd og han vidste hvad, der var i gære. Han råbte højlydt
" De har tænkt sig at føre mig bort, hvad har i tænkt jer at gøre ved det

Krigere kom nu søvndrukne ud af de omkring liggende boliger og det varede ikke længe inden den indianske politistyrke var omringet af en stigende flok oprørte indianere, der ver- balt overfusede dem med de værste skældsord. Sitting Bulls blod kom i kog over dette for- ræderi og han opfordrede sine tilhængere til at hjælpe sig.

Hans adoptivbroder, fangen fra Assiniboin-stammen, hvis liv han havde reddet så mange år tidligere, var den første til at affyre et skud. Skuddet dræbte løjtnant Bull Head, der havde fat i Sitting Bulls ene arm. En kort skudveksling fulgte og Sitting Bull, seks af hans tilhængere og seks fra det indianske politi var dræbt. Adskillige flere blev såret.
Sitting Bulls unge søn Crow Foot og hans elskede broder var blandt de faldne.

Da det hele var overstået, og resten af stammen, var i vild flugt over floden, dukkede sol- daterne op med deres Hotchkiss kanoner og affyrede deres skud ind iblandt de flygtende indianere og i den forladte lejr. Sådan endte livet på denne naturbegavelse af en strateg.

En mand uden ondskab og med et enormt personligt mod.

Denne store høvding, blev begravet uden den store ære, uden for kirkegården i reservatet og i nogle år var det eneste man kunne se, der markerede hans grav, et bræt.

For nylig har nogle kvinder bygget et hegn af sten, som et tegn på deres respekt og hen- givenhed for denne store mand

Tilbage til ledere og krigere
Tilbage til nativeamericans.dk

© Nick Lisberg All rights reserved © 1997-2005